I denne artikel vil jeg dele, hvordan du kan træne kropslig forankring som en vej tilbage til kroppen og bevidstheden, når du oplever at miste kontakten til dig selv, dette kaldes en dissociation. oplever du angst, panik er disse færdigheder essentielle for at lære at skabe ro.
Dette indlæg handler om de fire kropslige færdigheder: jordforbindelse, centering, afgrænsning og at kunne rumme sine følelser. Alle fire færdigheder er forankret i kroppen på forskellige måder. Når vi dissocierer, hvor bevidstheden og kroppensvæv kobler ud – mister vi forbindelsen til disse færdigheder. Det kan opleves som en følelse af uvirkelighed. Ved at træne disse færdigheder kan du lettere finde tilbage til kroppen og regulere dit nervesystem, hvilket skaber ro og balance. Når du opnår denne balance, får du igen adgang til at mærke dig selv og tænke mere rationelt.
Disse kropslige færdigheder kan vi lære at kende og træne i ”fredstid” – altså i perioder, hvor vi er i relativ ro. At arbejde med kroppen kræver et roligt tempo og tid, så vi kan skabe en solid forbindelse.
Jordforbindelse – Tyngde og Stræk
Jordforbindelse handler om at etablere en solid forankring i kroppen. Den består af to modpoler: tyngdekraften, der trækker os ned mod jorden, og vores naturlige refleks til at strække os og holde os oprejst. Når vi arbejder med åndedrættet, kan vi mærke kroppens evne til at strække sig med indåndingen og give slip med udåndingen. Det er i denne rytme, at vi stoler på, at strækningsrefleksen griber os, når vi tør at give slip og hjælper os med at finde balance.
En god måde at visualisere dette på er ved at tænke på en fjeder. Når fjederen er i sin afslappede tilstand, er den i sin "nulstilling" – hverken strakt eller komprimeret. Når vi er stressede eller traumatiserede, kan vi ofte "sidde fast" i en af polerne: enten for strakt eller for komprimeret. Hvis du er fastlåst i strækningsrefleksen, kan du opleve øget spænding i kroppen og en konstant beredskabstilstand. Modsat, hvis du er fastlåst i kollaps, kan kroppen føles tung og udmattet.
Målet er at finde en balance mellem disse to kræfter, hvor vi har størst fleksibilitet og handlekraft.
Centering – At finde balance i midten
Centering handler om at hvile i dit eget kropslige centrum. Dette er et balancepunkt lidt under navlen, der fungerer som din krops "ankerpunkt". Når du har kontakt til dit center, kan du lettere mærke dine egne behov og hvordan du relaterer dig til verden omkring dig.
En god øvelse for at finde dit center er at forestille dig, at du er ombord på en båd, der vipper. Mærk, hvordan din underkrop og overkrop justerer sig i forhold til hinanden, for at finde balance. Når vi er nærværende i vores center, kan vi bedre mærke, hvad der sker i kroppen, og hvilke behov der er til stede – både fysiske og følelsesmæssige.
Afgrænsning: At skabe plads omkring dig
Afgrænsning handler om at skabe en sund afstand mellem dig selv og det, der sker udenfor dig – eller stresser inden i. Denne færdighed hjælper med at regulere dit nervesystem og sikre, at du kan holde dine grænser. Når vi ikke kan opretholde sunde grænser, kan vi ende med at miste kontakten til, hvad der er vores egne følelser, og hvad der tilhører andre, og dette kan skabe forvirring, i forhold til vores orientering.
En god øvelse til at arbejde med afgrænsning er at forestille dig at du "smelter" tilbage i din bagside. Forestil dig, at du læner dig op ad et gammelt, stærkt træ. Giv dig tid til at lade kroppen "smelte" ind i træet, og mærk hvordan træet kan bære din vægt. Denne øvelse skaber ikke kun en følelse af støtte, men også en afgrænsning, der giver dig plads til at mærke, hvad der er dit, og hvad der ikke er.
At rumme sine følelser – Kapacitet til at holde energi
Evnen til at rumme dine følelser er afgørende for at bevare din indre balance. Når du lærer at håndtere følelsesmæssig energi – som vrede, sorg, frygt eller glæde – uden at eksplodere i raseri eller lukke ned i følelsesmæssig "frysning", opbygger du en større kapacitet til at håndtere livets udfordringer.
En god måde at træne denne færdighed på er ved at arbejde med åndedrættet. Når du arbejder med at gøre dit åndedræt dybt og frit, og samtidig afspænder muskulaturen omkring mellemgulvet, kan du rumme følelsesmæssig energi uden at blive overvældet. Denne træning øger din kapacitet til at mærke følelser uden at blive "slået omkuld" af dem.
At træne disse kropslige færdigheder kræver tålmodighed og tid, men belønningen er stor. Ved at arbejde med din krop på disse måder kan du skabe en stærkere forbindelse til dig selv og dit indre landskab. Du vil blive bedre til at navigere i livets udfordringer og finde ro, selv når tingene føles kaotiske.
Jeg har samlet en række øvelser til at træne de fire kropslige færdigheder på min hjemmeside. Du kan finde dem her: https://www.rbst.dk/øvelser
Bemærk: Gør ikke disse øvelser, mens du kører bil!
Comments