Symptomer og smerter

 

​Hvilke symptomer, smerter og skader behandler jeg?

Jeg behandler smerter, spændinger og psykiske konflikter, der har rod i langvarig stress og traume tilstande. Derudover behandler jeg tilstande, der er indgribende i den enkeltes liv, både på individplan og i relationer. 

Er jeg stress og traume ramt?

Få stressramte i Danmark ved, at de lider af stress eller har traume. Det betyder også, at rigtig mange, som er ramt uden at være bevidste om det, ikke får opsøgt hjælp i tide. 

Hvorfor?

Det er typisk mennesker, som har en evne til at kæmpe og fortsætte selvom grænsen er nået og kræfterne er brugt op. De vil gerne gå en ekstra mil for andre eller for projekter. Mennesker som har en speciel evne til at presse sig selv, og som ikke opdager, at de langsomt bliver udbrændte. 

Usynlige/ubevidste traumer

Mange lider af en eller anden form for udviklingstraume og har skabt deres egen overlevelsesstrategi, som har tendens til at være udmattende. Det er svært at opdage selv, da man ikke har et før-efter billede at sammenligne med for traumer, der opstår akut, som feks. en ulykke (læs om symptomer nedenfor).

Med PMST behandlingen kan du blive hjulpet ud af "usynlige eller ubevidste" traumer og opbygge kropslige færdigheder, der giver robusthed og frihed til det liv, du gerne vil leve. 

  

Symptomer på kronisk stress og traumatisering

  • Nedsat koncentrationsevne, dårlig tidshukommelse, manglende overblik, humørændringer, manglende affektstyring, kan ikke slappe af, mistænksomhed, indlæringsvanskeligheder, søvnbesvær, følelsen af at være ligeglad (tab af håb på forandring), undgåelsesadfærd, isolering, tilbagetrækning fra relationer og tab af samhørighedsfølelse til familie og venner. Svært at holde øjenkontakt, mere distræt, svært ved at koncentrere sig, svært ved problemløsninger. 

  • Træthed, ondt i maven, hovedpine, muskelsmerter, uforklarlige smerter. Forstoppelse, diarré, skiftende forstoppelse og diarré, reflux/halsbrand, mavesår. 

  • Uforklarlig eksem, hudproblemer, opblussen af psoriasis, sveder mere end normalt, mere syg end sædvanligt, nedsat lyst til sex, hårtab, blødningsforstyrrelser (kvinder).

Hvad er stress og traume, og hvad er forskellen?

Hvad er et traume?

Traume er græsk og betyder brud, enten på krop eller psyke. Brud på krop eller psyke opstår ved en pludselig og dramatisk begivenhed, hvor den givne persons integritet og grænser for kontrol bliver overskredet og opleves som livstruende. Der er ikke nødvendigvis fysiske tegn på traume, men skaden bevirker, at personligheden ændres, f.eks. kan affektregulering være svækket og resultere i pludselig vrede, gråd eller uro. Eksempler på disse hændelser kan være trafikulykker, overfald, seksuelle overgreb og naturkatastrofer.

Hvad er stress?

Stress er en reaktion på mindre dramatiske dagligdagsbegivenheder, der opfattes som skræmmende og svært udfordrende. Her bliver en overbelastningstilstand opbygget langsomt over tid, og det er karakteristisk, at man ikke selv opdager forandringerne i tide, da adaptionen sker langsomt. Eksempler på dette kan være vedvarende tidspres, job usikkerhed, økonomi, tab af status mv.

 
 
SENFØLGER 

Senfølger er en bred betegnelse på menneskers reaktioner på seksuelle overgreb i barndommen og opvækst i en dysfunktionel familie, der kan være præget af  grænseoverskridende adfærd og omsorgssvigt. 

Et barn der opvokser i en dysfunktionel familie mister evnen til at kunne mærke egne grænser, følelser og behov. Hvis barnet udtrykker selvstændighed, tanker, følelser og behov, vil det typisk blive skammet ud, gjort forkert, afvist eller udstødt. Det er smertefuldt og barnet giver afkast på sig selv og tilpasser sig familien, her er dårlig opmærksomhed en bedre overlevelsesstrategi end ingen opmærksomhed.

Gennem opvæksten udvikler barnet ensomhed, fremmedgørrelse, meningsløshed og tomhed. Barnet kan miste kontakt til sig selv og nærvær til livet og opleve sig som tilskuer til sit eget liv.

I psykomotorisk stress og traume terapi er det muligt at blive hjulpet tilbage fra at være yderstyret, som ovenfra beskrevet, til at blive indrestyret. Herved øges nærværet til sig selv i sociale relationer og lysten til livet. Læs om behandlingen her 

 

Konsekvensen af stress og traume belastninger på kroppen

Langvarig stress og uforløste traumer medfører, at nervesystemet bliver låst fast i alarmberedskab, og balancen mellem den aktive del af nervesystemet og vores hviletilstand kommer i ubalance. Denne overbelastning tager hårdt på kroppens ressourcer, hvor kroppen søger at skabe ligevægt, såkaldt homøostase. Kroppen forsøger at kompensere for manglende ressourcer til at håndtere de psykiske udfordringerne ved eksempelvis at øge muskelspændingerne i dele af kroppen, der overbelaster muskel-og bindevævssystemet. Dette kan give fysiske smerter, der typisk viser sig som en øget spænding i muskler, og kan skabe belastninger og skader i led og bindevæv. Dette betragtes som psykosomatisk relaterede konsekvenser. 

De fysiske smerter vil ofte være omfattende, komplekse og diffuse. Graden af en persons oplevede smerter og spændinger vil ofte have en sammenhæng med, hvor presset personen er i sin hverdag. Smerterne vil ofte forværres og gradvist udvikle sig til kroniske tilstande, der kræver meget hensynstagen fra omgivelserne. Den udløsende faktor bunder i manglende evne til at håndtere for meget uro i kroppen, skabt fra det sensoriske system. 

Fælles for reaktionerne på et traume er, en manglende evne til at vende tilbage til en oprindelig virkelighedsoplevelse af sig selv, sin krop og sine omgivelser. Det kan beskrives som at have fået sit selvbillede og forståelse af virkeligheden ødelagt.

Symptomer på senfølger

Social isolation, ensomhed, manglende netværk, angst, depression, spiseforstyrrelser, selvskade, selvmordsadfærd, hukommelsestab, koncentrationsbesvær, migræne, hovedpine, lammelse, føleforstyrrelser, manglende appetitregulering, forstyrede søvnmønstre, problemer med at mærke sig selv og andre, problemer med at mærke grænser, følelsesmæssig isolation, manglende tillid, overdreven tillid, skam- og skyldfølelse, selvbillede kan være præget af en følelse af at være forkert/defekt, fedme, stofskiftesygdomme, kronisk træthedssyndrom, rygproblemer, fibromyalgi

Foto: Lotte Hartmeyer

Klientudtalelse 

Efter en lang sygemelding som følge af stress kom jeg i behandling hos Lotte. Den psykomotoriske behandling fik min krop til at slappe helt af og gav en dejlig fred og afslappethed i kroppen resten af dagen. En anden bonuseffekt er, at kroppen er blevet mere smidig efter blot nogle få uger.

Forud for selve behandlingen havde jeg nogle gode samtaler med Lotte, hvor jeg fik afløb for den frustration, som kan komme i kølvandet af stress. I den forbindelse fik jeg en bedre forståelse for min ”tilstand” og nogle værdifulde værktøjer til at få dårlige dage til af fungere optimalt. Ydermere har min krop haft godt af behandlingerne, da jeg er blevet bedre til at slappe af og til at modtage behandlingerne.

Jeg har aldrig prøvet den slags behandling før, men jeg kan uden tvivl sige, at jeg har fået mere ud af Lottes behandlinger end af samtaler med min psykolog!                                                                                                                                                Sekretær, 61 år

Klientudtalelse

Det har været en meget positiv oplevelse at gå i psykomotorisk terapi. Lotte er et helt særligt menneske, som har en fantastisk evne til at få folk som mig ned i tempo og tænke lidt mere på mig selv.

 

Jeg har formået at implementere nye og gode vaner i min arbejdsdag og i mit familieliv som gør, at jeg ikke har hovedpine mere. 

​                                                                                                                                      grafiker, 43 år

Klientudtalelser: 

Jeg har haft fornøjelsen at få foretaget konsultationer og behandlinger af Lotte Hartmeyer, da jeg har smerter i mine skuldre. 

Lotte virker meget professionel i hendes analyse af problemer med kroppen. Hun har været god til at forklare sammenhængen mellem muskler og gener i kroppen. 

Jeg har fået et træningsprogram med nogle tilpassede øvelser, som jeg kan udføre. 

Jeg vil derfor gerne anbefale Lotte til andre. 

                                                                                                                           Service ingeniør, 54 år

 

 

ROBUST psykomotorisk terapi

ved/ Lotte Hartmeyer

Jernbane Allé 45 2 sal 

2720  Vanløse

tlf.nr.: 20208812 

e-mail: lotte@rbst.dk

  • Facebook Social Icon